Egentlig var det meningen at dagens blogindlæg skulle hedde "bestigning af Polheim", men så langt kom jeg aldrig. Jeg fik alligevel en uforglemmelig tur, med en en lille smag på hvad virkelig fjeldklatring vil sige.
Polheim er det fjeld man kan se tværs over fjorden fra Tasiilaq. Den er 1003 meter høj, og er et af de mest udfordrende fjeld i området. Her går man ikke op uden guide og udstyr.
Så da skoleinspektøren Jørn spurgte mig til bridge, om hvornår jeg skulle på Polheim, replicerede jeg da "så snart som mulig"!
Han sagde at så kunne jeg da kommet med den følgende weekend, og så var det bare at slå til. Det var også meningen at der skulle en hel masse lærere med, men de sprang alle sammen fra. Så det var kun mig, min veninde, og en lille grønlandsk pige.
Vi mødtes ved havnen, og blev sejlet over til den anden side, en tur på ca 15 min.
Derfra gik turen indover, til vi kom til en skråning. Vi skulle op i et pas, så vi skulle på skrå op skråningen, her var det menge løse sten og lidt ulændt tærren. Derefter gik vi indover. Vi startet turen på venstre side af bjerget, men da vi kom op og ind i passet, kunne vi nu gå rolig indover til vi kom på højre side af bjerget. Der kunne vi starte opstigningen, og kort efter stoppet vi for at spise frokost på toppen af en kæmpestor sten.
Derefter gik turen videre, og tærrenget her blev meget vekslende. Vi kom igennem løs sand, løse småsten, løse store sten, store kampestene, og til slut var det bare klipper. Efter at have gået/klatret opover kom vi til et plateau, hvor vi igen holdt en pause og fik lidt at spise inden den rigtige klatring startet. Jørn sagde at herfra var det ren klippe-klatring resten av vejen, og nu var tiden til at vurdere om det var noget vi turde eller troede vi var frisk på. Vi kiggede på klippen bag os, og kunne ikke engang se hvordan vi skulle komme videre og bare den første meter.....Vi mente at det kunne vi ikke overskue hvordan vi skulle kunne komme videre, så vi ville gerne vende om der. Men Jørn fik overtalt os til at vi kunne ihvertfal prøve et lille stykke, til vi kom op til reb-stigen, så havde vi prøvet at klatre et lille stykke, og kunne bedre vurdere om vi kunne klare det. Og jeg siger dig, det var virkelig klatring. Det gik ret op, og det var noget med at sætte foden i en spræk eller hylde, og finde en anden spræk og holde sig fast i. Det var virkelig skummelt, men trods alt er det nemmere at komme op en ned, det er endnu værre! Jørn gik først, og sagde hvor vi skulle sætte vores fødder. Indtil videre havde jeg været glad for at jeg havde vandresko på, men de er nu ikke så praktisk til klatring. Så skulle jeg ønske jeg havde et par bløde kondisko. Og et par tynde handsker. Vi
kom os til sidst op til et nyt plateau. Her var en høj klippe der skulle forceres, så der hang et reb nogen en gang havde sat op til hjælp til andre klatrende. Så skulle man ved hjælp af dette reb klatre op klippen, og jeg vidste med det samme, at det havde jeg ikke styrke til. Jeg kunne også se at så lang tid jeg brugte på det lille klatrestykke, vi jeg sinke de andre rigtig meget om jeg kom med hele vejen. Så jeg valgte at blive på fjeldhylden, og brugte tiden til at kigge på udsigten og spille lidt Angry Birds imens de andre gik videre.
Lige efter rebet, hang en stige over endnu en klippe. Den kaldes for reb-stigen, selv om den ikke er lavet af reb, men af metal. Den er så lille og tynd at man skal stadig bruge de sprækker man kan finde for at komme sig op. Jørn klatret op først, og kastet så reb ned til de andre. de fik så en sele på, så han kunne holde dem fast hvis de nu skulle falde ned, eller hjælpe dem med lidt træk-kraft. Efter stigen fik jeg så ikke set hvordan det var, men de fortalte at de gik op over en fjeldkam, hvor de alle sammen gik bundet sammen i reb. De kom så til toppen, og 2 timer senere, dukkede de op igen overfor reb-stigen. Da var klokken allerede 5, så barnevakten ringede for at høre hvor Jørn blev af. Han havde troet vi ville være hjemme til kl 16.... ;-)
Og nu skulle vi jo så ned igen, og nu var det hele jo værre en da vi kom op. Havde vi haft reb, ville jeg måske følt mig tryggere, men det er skummelt at hænge i aarmene og putte foden ned og den ikke rammar noget fodfeste....men det er jo fordi jeg har så korte ben. Jørn gik lige under mig og hele tiden instruerede i hvor jeg skulle sætte min fod. Jeg ved ikke om jeg bare blev helt udmattet, eller helt bange, men mine ben føltes bare som spaghetti resten af turen. Resten af nedstigningen gik meget bedre, men nu visste vi at bare skulle synde os, fordi solen gik ned kl 19. Det var da utrolig flot at se himlen osv. ved solnedgang, men også en smulle stressende, da vi visste at der var et pænt stykke tilbage. Heldigvis tager det lang tid inden det bliver rigtig mørkt her oppe, så selv om lyset var ved at svinde, kunne vi godt finde vej. Meeen vi var trætte, og det gik langsomt hjemover. Da vi til sidst skulle tilbage over skråningen med de løse sten, var det næste helt mørkt, og det var også en smule skummelt, at vi så dårlig kunne se hvor vi gik. Heldigvis kunne vi godt finde vej, selv det var tider hvor jeg slet ikke kunne se de andre. Da vi kom frem til stranden hvor båden lå, var det helt tusmørkt, heldigvis havde den en stor lyskaster og kunne lyse lidt op for os. Vi var helt hjemme igen kl 21.30.......
Så det blev en begivenhedsrig tur på mere en måde.....jeg havde ikke troet at jeg skulle ut og vandre i tusmørke, men så fik vi prøvet det også.... Og Jørn holdt heldigvis humøret oppe hele vejen, til trods for at han heller aldrig havde kommet hjem så sent før, og han har været på toppen 11-12 gange......
Mange flere billeder fra hele turen kan ses her: Billeder fra Polheim
Polheim er det fjeld man kan se tværs over fjorden fra Tasiilaq. Den er 1003 meter høj, og er et af de mest udfordrende fjeld i området. Her går man ikke op uden guide og udstyr.
Så da skoleinspektøren Jørn spurgte mig til bridge, om hvornår jeg skulle på Polheim, replicerede jeg da "så snart som mulig"!
 |
| Fjeldtoppen i baggrunden |
Vi mødtes ved havnen, og blev sejlet over til den anden side, en tur på ca 15 min.
Derfra gik turen indover, til vi kom til en skråning. Vi skulle op i et pas, så vi skulle på skrå op skråningen, her var det menge løse sten og lidt ulændt tærren. Derefter gik vi indover. Vi startet turen på venstre side af bjerget, men da vi kom op og ind i passet, kunne vi nu gå rolig indover til vi kom på højre side af bjerget. Der kunne vi starte opstigningen, og kort efter stoppet vi for at spise frokost på toppen af en kæmpestor sten.
Lige efter rebet, hang en stige over endnu en klippe. Den kaldes for reb-stigen, selv om den ikke er lavet af reb, men af metal. Den er så lille og tynd at man skal stadig bruge de sprækker man kan finde for at komme sig op. Jørn klatret op først, og kastet så reb ned til de andre. de fik så en sele på, så han kunne holde dem fast hvis de nu skulle falde ned, eller hjælpe dem med lidt træk-kraft. Efter stigen fik jeg så ikke set hvordan det var, men de fortalte at de gik op over en fjeldkam, hvor de alle sammen gik bundet sammen i reb. De kom så til toppen, og 2 timer senere, dukkede de op igen overfor reb-stigen. Da var klokken allerede 5, så barnevakten ringede for at høre hvor Jørn blev af. Han havde troet vi ville være hjemme til kl 16.... ;-)
Og nu skulle vi jo så ned igen, og nu var det hele jo værre en da vi kom op. Havde vi haft reb, ville jeg måske følt mig tryggere, men det er skummelt at hænge i aarmene og putte foden ned og den ikke rammar noget fodfeste....men det er jo fordi jeg har så korte ben. Jørn gik lige under mig og hele tiden instruerede i hvor jeg skulle sætte min fod. Jeg ved ikke om jeg bare blev helt udmattet, eller helt bange, men mine ben føltes bare som spaghetti resten af turen. Resten af nedstigningen gik meget bedre, men nu visste vi at bare skulle synde os, fordi solen gik ned kl 19. Det var da utrolig flot at se himlen osv. ved solnedgang, men også en smulle stressende, da vi visste at der var et pænt stykke tilbage. Heldigvis tager det lang tid inden det bliver rigtig mørkt her oppe, så selv om lyset var ved at svinde, kunne vi godt finde vej. Meeen vi var trætte, og det gik langsomt hjemover. Da vi til sidst skulle tilbage over skråningen med de løse sten, var det næste helt mørkt, og det var også en smule skummelt, at vi så dårlig kunne se hvor vi gik. Heldigvis kunne vi godt finde vej, selv det var tider hvor jeg slet ikke kunne se de andre. Da vi kom frem til stranden hvor båden lå, var det helt tusmørkt, heldigvis havde den en stor lyskaster og kunne lyse lidt op for os. Vi var helt hjemme igen kl 21.30.......
Så det blev en begivenhedsrig tur på mere en måde.....jeg havde ikke troet at jeg skulle ut og vandre i tusmørke, men så fik vi prøvet det også.... Og Jørn holdt heldigvis humøret oppe hele vejen, til trods for at han heller aldrig havde kommet hjem så sent før, og han har været på toppen 11-12 gange......
Mange flere billeder fra hele turen kan ses her: Billeder fra Polheim
