En tur langs Sermilikvejen, og en tur i Sermilikfjorden, og et besøg i Tiniteqilaaq

Denne weekend havde 3 af os bestemt os for at nu skulle vi have en tur i vildmarken. Vi ville følge Sermilik-vejen tværs over øen til den anden side.
For at gøre det nemmere for os selv, startede vi fredag efter arbejde, og gik første del af ruten, og overnattet i en shelter på bagsiden af Præstefjeldet. Turen derud er ca 8 kilometer, og vi brugte ca 2 timer, så fik en god start på vandreturen lørdag. Shelterene på øen er såkaldede redningshytter, stillet op forskellige steder så man kan komme i le om man skulle blive overrasket at en Piteraq (de kraftige faldvinde der kan komme plutselig på Øst-kysten)

Shelteret ved Sermilik-fjorden

Inde i hytten er der en briks hvor der er plads til en 3-4 mennesker. Jeg havde lejet sovepose og liggeunderlag i "Skæven" (turistbutikken), mens de andre havde i forvejen. Det visede sig at være en god ting, for de andre syntes det var hundekoldt, mens jeg havde det lunt og godt i min termo-pose. Det er da også blevet mærkbart koldere i vejret nu, og ned i nattefrost om natten igen. For en sikkerheds skyld havde vi taget med redningstæpper som vi lagde ned i soveposerne for at holde varmen.
Den første aften hyggede vi også med snacks, og rødvin i hytten. Middagen bestod af bulgursalad, og frikadeller. Til trods for at de var taget ud af fryseren ved frokosttider, var de stadig frosne, så efter en halv frikadelle opgav vi og gemte de til morgenmaden. Til dessert fik vi en dejlig Rittersport, og lidt mere rødvin.
Vi sov helt til klokken var 9 eller 10, selv om vi var vildmarken. Vi fik dejlige boller til morgenmad med spegepølse fra slagteren, og hjemmebagt rugbrød. Efter at have pakket sammen og spist, var det på tide at starte på den lange del af turen. Halvdelen af vejen havde vi gået før, men det var den anden halvdel var spændende.

Resterne af en vejballon

Vi havde ikke gået langt, før vi fandt en nedfalden vejrballon. Hver aften kl 21 bliver en vejrballon sendt op, hvor man måler temperatur, dens retning med vinden osv, og så bliver dataene sendt til DMI. Denne ballon havde altså ikke nået så langt.
Turen gik så videre ind til sø nr 168, og videre til bunden af den. Her blev vi lidt usikre om hvor vejen gik videre, men vi fulgte mavefølelsen, og heldigvis kom der senere en afmærkning der visede at vi var på rigtig vej. Efter at vi var kommet op overfor sø 168, kom 2 små søer. Her var vi blevet advaret om at der var blokmark, men søerne var så udtørret at vi kunne gå det meste af vejen på søbunden. Kun et lille stykke af vejen måtte vi hoppe op på stien igen. Hvis man var frisk, kunne man ellers have smidt sko og strømper og gået i vandet, der var dejlig sandbund.
Plutselig stod vi foran den mest fantastiske udsigt langt fremover, til Sermilikfjorden, og vi vidste at nu var der ikke ret langt. Vi stod på toppen af et vandfald, og ifølge vandrekortet og turbeskrivelsen skulle de 2 shelters ligge lige her. Heldigvis var vi blevet advaret af turistchefen om at de var markeret forkert sted på kortet, så vi vidste at de ville ligge først efter den næste store sø som vi havde foran os.
Vi tog vores frokost på toppen, før vi bevegede os ned en kæmpestor stenrøys. Så var det bare at følge stien langs vandet, og efter at have passeret søen og fulgt elven et lille stykke, kunne vi se hytterne. De lå med en helt fantastisk udsigt over Sermilik-fjorden, lige ned til isbjergene. Dette sted lå også på toppen af et vandfald, og vi kunne se langt indover øen også. Vi brugte 6 timer på lørdags-etappen, og lagt sammen med det vi havde gået dagen før, var vi gået 14 kilometer i det hele.

Vi fik set solnedgangen over fjorden, og lavet snobrød på bål. Det var bare så smukt, og en utrolig oplevelse at være ude i ødemarken.
Nu var tiden kommet til at aftale afhentning med båd næste dag, for vi var enige om at vi ikke orket gå hele vejen hjem igen på en dag. Planen var at vi søndag skulle gå videre til skolens hytte, som lå helt nede ved vandet. Vi havde fået at vide at denne tur ville måske tage 4 timer.
Da vildmarken ikke har nogen mobildækning, havde vi taget med en satelit-telefon med som vi ville bruge til at ringe til ham der skulle hente os. Vi havde nemlig ikke fået aftalt hverken sted eller tidspunkt da vi tog afsted. Vi havde dog snakket med hans kone, og sagt at hvis ikke han hørte noget andet skulle han komme kl 14 ved skolens hytte. Så måtte vi jo bare håbe at han vidste hvor vi mente......
Meeen da vi skulle ringe var telefonen løbet tør for strøm øv øv.....Den havde tændt sig selv i tasken, og nu kunne den ikke bruges. Heldigvis at vi ikke skulle rekvirere redningshelikopter....
Vi var derfor en smule nervøs for om han nu ville være der når vi kom frem.
Vel, den tid, den sorg. Vi vågnede næste morgen. De andre to tøser havde frosset igen om natten, til trods for at de havde både skiundertøj, overtøj, anorak, og to par handsker på....og et redningstæppe.
Vi fik derfor en Underberg til morgenmaden for at få varmen i kroppen igen. Den sidste etappe skulle ha været den korteste. der var den muligvis også, men helt klart den værste. Vi kunne ikke finde vejen, og til at starte med så det fint ud, vi så en sti på den anden side af elven, så vi krydset og fandt stien. Efter ca 50 meter stoppet stien, da der var kun sten. Jeg havde en mistanke om at vi skulle ned langs vandfalset, og gennem en dal til venstre i bunden. Vi begyndte at gå nedover, men der så så stejlt og skummelt ud, at vi tænkte at ned kan vi ikke komme. Så gik vi op et par steder, bare for at opdage vi ikke kunne komme længer, da det plutselig gik lige ned.

Der er hytten, men hvordan kommer vi ned til den?

Vi kunne se hytten vi skulle til ved vandet, men kunne altså ikke finde ud hvordan vi kom ned til den. Til slut besluttet vi at vi måtte komme over fjeldtoppen på et vis, og det eneste sted ned vi kunne finde var en smal kløft. til at starte med så det ud som vi sagtens kunne tage den ned på numsen. Efter at vi kom halvveis, gik der så lodret ned at vi måtte holde tilbage med begge ben på sidenrne af kløften for ikke at falde ned, men Elsebeth og Karen Frederikke kunne ikke undgå at falde flere meter nedover. Heldigvis stadig på numsen, det eneste skade kom på bukserne. De kom begge hjem med et hul i numsen. Jeg havde min sovepose nedsert på rygsækken, og kunne ikke læne mig bagover, så da jeg så KF rase nedover, blev jeg så bange at smed min rygsæk ned, så der var lidt mindre vækt på. Efter at vi havde taget en hel fjeldside ned på numsen, kunne vi endelig puste lettet ud.

Nu kunne vi dessuden se stien, den kom rigtignok igenne dalen fra søen i bunden, og på den anden siden af elven. Så var det bare at smide sko og strømper, og vade over, så vi kunne komme på stien, og resten af turen kunne foregå fredelig på en dejlig sti. Vi kunne se på uret at vi ville fremme ca 45 minutter før aftalt tid, så kunne vi jo alltids spise frokost imens vi ventet i stor spænding på om der kom nogen. Men da vi kom ned til huset, kunne vi se Dan's båd ligge der, og vi jublede stort. Det visede sig han var lige kommet, og var lige til at lægge til da vi kom vandrende. Så kunne turen gå hjem. troede vi.
"Hvor vil I hen?" spurgte Dan. Veeel, til højre er Sermilik, til venstre er Tasiilaq, sagde vi. Men vi kunne jo altids tage en lille tur i fjorden, når vi nu var der. Hvis han havde tid?
Og det havde han da. Vi kørte opover i Sermilikfjorden, og zig-zagget imellem isbjergene. Vi har tidt spurgt om han tage os med i Sermilikfjorden, men i år har det næsten ikke været mulig, pga. der hav været så meget is i fjorden at det er umulig at sejle. I dag var isen lidt mere spredt, og Dan spurgte om vi havde været i Tinit, og om vi havde lyst på tur derhen. Tinit, eller Tiniteqilaaq, som bygden hedder, ligger nord for Ammasalik øen, og har ca 120 indbyggere. Den ligger så smukt til ved isfjorden, og lige udenfor er der næsten helt tætpakket med isbjerge.

Smukke Tiniteqilaaq

Vi blev sat af, og vi fik gå en tur igennem bygden, til vi kom til heliporten på den siden af bygden. Heliporten vare bare en gruscirkel med en hvidmalet cirkel. Hvor checker man ind? Undrede jeg mig, da der slet ikke var nogen bygninge, der så ud til at være tilhørende heliport, eller værende venteværelse. Bagefter fik jeg vide at man checker ind og leverer bagagen på posthuset, når man skal ut og flyve....

Heliporten i Tinit

I bygden findes der en butik, en kirke/skole, en sygeplejestation, og et servicehus. Mange huse i bygderne har ikke indlagt vand, så de går på servicehuset og bader og henter vand.
Efter at vi havde set bygden, gik turen hjem igen den anden vej, så vi fik næsten en tur rundt hele øen. Fjorden på den anden side af øen var helt isfri, så denne fjorden kaldes for "motorvejen". Det er også denne vej bygdeskibet tager når det sejler til Tinit.
Så vi fik en dejlig og improviseret slut på turen, som gjorde det hele til en endnu større oplevelse.
Masser af billeder fra hele turen kan ses her: Billeder fra Sermilik-turen

På tur ud til indlandsisen

En af mine store drømme har været at få se indlandsisen. Og efter alle skriverierne om 98% af indlandsisen var smeltet, måtte jeg jo næsten ind og selv selv. Men det er nu ikke isen selv, der er tøet væk, det er snelaget ovenpå der er væk, selve isen ligger der stadig væk.
Turen startet med en luftig tur ned til et sted der kaldes Nangivit, lidt nordøst for Isortoq. Vi fløj hurtig over bølgerne, (heldigvis at ingen blev søsyg), så vi kom dertil på 1 1/2 time.
Vi snirklet os ind i en lille fjord, mellem masser af isbjerge, indtil vi kom frem til selve isen. På det sted gik den ned i fjorden, men med land på begge sider. Vi prøvede først at komme i land på den venstre side av isen, fordi den der fladet ut så vi måske kunne gå op på den. men som det tit er med gletchere, var der meget lavvandet, fordi gletcheren bevægelse tager grus, sten og sand med til kanten. Vi fandt så et par klipper til højre for den istedet, hvor vi kunne gå i land. Her var der høje vægge, og den flotteste sandstrand nedenfor. Her har det nok ligget is tidligere, og man får en fornæmmelse af hvor det ser ud under isen. Lige da vi var gået i land, kunne vi høre et kæmpebrag. Det lød virkelig voldsomt, og vi kunne forstå at det var nok kæmpeisbjerget der lå udenfor fjordmundingen der havde kalvet. Vi kigget lidt nervøst rundt, tænkt hvis båden var kommet lige forbi, sådanne kalvinger kan nemlig lave nogle enorme bølger, og vælte en båd hvis man er for tæt på. Check bare denne video fra Illulisat hvor en turistbåd var meget tæt på.
http://www.youtube.com/watch?v=TAbP5dWbJ9k
Heldigvis så vi vores båd ligge inde i den lille fjord, så den var på tryg afstand. Så kunne vi koncentrere os om isen igen.
Vi kunne sagtens komme helt hen til væggerne, men vi var lidt bange for at gå for tæt på, for hvad nu hvis der skulle falde et stykke af. Så vi prøvde at klatre op over en skrent istedet, og på den måde komme op til oversiden. Dette visede sig ikke at være en god ide.
Ved kanten af indlandsisen dannes der morener, der består af ler, sand, og sten. Til at starte med virkede leret hårdt som cement, men da vi kom et stykke op kunne vi mærke at det blev mere blødt, og vi begynte at synke i nærmest som kviksand. Da vi endelig stod på fast grund begyndte et lille mudderskred, som udviklede sig til en mudderelv. Facinerende, tænkte vi, og plutselig som det var begyndte grunden under os også at skride. Vi kom os hurtig ned igen, og tænkte at det var nok for farlig. Se bare videoen her:

Desværre kunne ikke komme helt hen til det blå, men på stranden fandt vi nogle isklumper, det var helt klare og blanke. Vi fik skåret nogle istærninge, og lavet den obligatoriske drink med indlandsis i. Vi havde ikke noget whisky, så det blev til en apfelkorn der gik på rundgang. Efter 1 time blev vi hentet af båden igen, og turen gik videre. Vi blev sejlet lidt længere op, til et sted hvor isen går stejlt ned i vandet, og fjeldsiderne ved siden lige så stejlt. Her kunne vi se elver af smelte vand fra isen, og vi nåede også at se det falde stykker af isen i vandet.

Efter vi havde kigget nok på isen (jeg bliver aldrig træt af at kigge på den smukke blå farve), gik turen ind i mundingen af Sermilik-fjorden, for at kigge efter hval. Her var stadig masser af is, der kommer fra gletcherene inderst i fjorden. Vi blev sejlet hen til det sted hvor skolen hytte ligger, på vestsiden af Ammasalik-øen. Her var en smal spæk med en elv op til en lille sø, hvos vi kunne se ørrederne svømme igennem på vej op til søen. Der stod nogle grønlendere og fiskede, og de hade fået rigtig mange. Jeg havde stangen med, så jeg skyndt mig at kaste ud da jeg så en stime komme svømmende forbi. Desværre lidt for hurtig, for jeg kastede lige i en sten, og satte blinken fast. Så må vi ryge linen, tænkte jeg. Desværre var linen kraftigere en stangen, så stangen brak i tre.

Uden stang må vi nøjes med at kigge på fisken der svømmer forbi.

Derefter gik turen hjem igen. Vi så ingen hval den dag, men vi havde haft en fantastisk tur, hvor vi var afsted i hele 7 timer.
Mange flere billeder fra turen kan ses her: Billeder fra tur til Indlandsisen

En duft af cookies i en stinkende by

De sidste dage har vi været badet i en stinkende dis. Jeg troede først det var almindelig tåge, og det var det også, men da tågen lettet og solen kom frem, kunne jeg se at fjeldene var indhyldet i et hvidt mælkeagtig slør. Jeg kunne også lugte at folk var begyndt at fyre i ovnen igen, men de havde da puttet noget underlig i ovnen. Det var først senere det gik op for mig at der var sat ild til dumpen. I 2 dage har den brændt og sendt stinkende røykskyer op i luften. Nogen siger at det gør de hver år, det er nu ikke helt rigtig, siger de fastboende. Ikke desto mindre blev der også sat ild til den på samme dato i fjor også. De må egentlig ikke gøre det, og man ved heller ikke hvem der har gjort det, det eneste vi ved, er at vi har ikke kunnet åbne vinduerne i 2 dage.
Hjemme hos mig er jeg dog nødt til at have vinduet åbent, for min radiator er i stykker så den kan ikke slukkes. Vi venter på reservedele med skibet......
Der har også blevet bagt småkager, en liflig duft som overdøver enhver ulækker stank. Jeg har altid troet det var svært at selv lave cookies, men det er egentlig meget nemt. Malene tog mig under sine vinger, og lærte mig hvordan man nemt laver sine egne chockolate chip cookies.

Opskriften er som følger:

Malenes mestercookies
225 g smør
110 g brun farin
335 g sukker
1 ts vanilliesukker
1 æg
570 g mel
1 ts natron
3/4 ts salt

570 g hakket chockolade

Rør smør og sukker hvidt. (brunt) Tilsæt vanilie og æg. Tilsæt mel, natron, salt, og til sidst chokolade. Man kan evt bruge kakaopulver hvis de skal blive brune, og bruge halvdelen af chokoladen til at få bider i dem. Eller bare putte bidder i. Vi havde ikke kakaopulver, så vi smeltet halvdelen af dem og rørte den i røren. Man kan også putte andre ting i, som kan kan lide i cookies.

Læg dem i boller på bagepladen, og bag på 180 grader 14-16 min

Her er lidt billeder! De smagte fortræffelig!