En tur langs Sermilikvejen, og en tur i Sermilikfjorden, og et besøg i Tiniteqilaaq

Denne weekend havde 3 af os bestemt os for at nu skulle vi have en tur i vildmarken. Vi ville følge Sermilik-vejen tværs over øen til den anden side.
For at gøre det nemmere for os selv, startede vi fredag efter arbejde, og gik første del af ruten, og overnattet i en shelter på bagsiden af Præstefjeldet. Turen derud er ca 8 kilometer, og vi brugte ca 2 timer, så fik en god start på vandreturen lørdag. Shelterene på øen er såkaldede redningshytter, stillet op forskellige steder så man kan komme i le om man skulle blive overrasket at en Piteraq (de kraftige faldvinde der kan komme plutselig på Øst-kysten)

Shelteret ved Sermilik-fjorden

Inde i hytten er der en briks hvor der er plads til en 3-4 mennesker. Jeg havde lejet sovepose og liggeunderlag i "Skæven" (turistbutikken), mens de andre havde i forvejen. Det visede sig at være en god ting, for de andre syntes det var hundekoldt, mens jeg havde det lunt og godt i min termo-pose. Det er da også blevet mærkbart koldere i vejret nu, og ned i nattefrost om natten igen. For en sikkerheds skyld havde vi taget med redningstæpper som vi lagde ned i soveposerne for at holde varmen.
Den første aften hyggede vi også med snacks, og rødvin i hytten. Middagen bestod af bulgursalad, og frikadeller. Til trods for at de var taget ud af fryseren ved frokosttider, var de stadig frosne, så efter en halv frikadelle opgav vi og gemte de til morgenmaden. Til dessert fik vi en dejlig Rittersport, og lidt mere rødvin.
Vi sov helt til klokken var 9 eller 10, selv om vi var vildmarken. Vi fik dejlige boller til morgenmad med spegepølse fra slagteren, og hjemmebagt rugbrød. Efter at have pakket sammen og spist, var det på tide at starte på den lange del af turen. Halvdelen af vejen havde vi gået før, men det var den anden halvdel var spændende.

Resterne af en vejballon

Vi havde ikke gået langt, før vi fandt en nedfalden vejrballon. Hver aften kl 21 bliver en vejrballon sendt op, hvor man måler temperatur, dens retning med vinden osv, og så bliver dataene sendt til DMI. Denne ballon havde altså ikke nået så langt.
Turen gik så videre ind til sø nr 168, og videre til bunden af den. Her blev vi lidt usikre om hvor vejen gik videre, men vi fulgte mavefølelsen, og heldigvis kom der senere en afmærkning der visede at vi var på rigtig vej. Efter at vi var kommet op overfor sø 168, kom 2 små søer. Her var vi blevet advaret om at der var blokmark, men søerne var så udtørret at vi kunne gå det meste af vejen på søbunden. Kun et lille stykke af vejen måtte vi hoppe op på stien igen. Hvis man var frisk, kunne man ellers have smidt sko og strømper og gået i vandet, der var dejlig sandbund.
Plutselig stod vi foran den mest fantastiske udsigt langt fremover, til Sermilikfjorden, og vi vidste at nu var der ikke ret langt. Vi stod på toppen af et vandfald, og ifølge vandrekortet og turbeskrivelsen skulle de 2 shelters ligge lige her. Heldigvis var vi blevet advaret af turistchefen om at de var markeret forkert sted på kortet, så vi vidste at de ville ligge først efter den næste store sø som vi havde foran os.
Vi tog vores frokost på toppen, før vi bevegede os ned en kæmpestor stenrøys. Så var det bare at følge stien langs vandet, og efter at have passeret søen og fulgt elven et lille stykke, kunne vi se hytterne. De lå med en helt fantastisk udsigt over Sermilik-fjorden, lige ned til isbjergene. Dette sted lå også på toppen af et vandfald, og vi kunne se langt indover øen også. Vi brugte 6 timer på lørdags-etappen, og lagt sammen med det vi havde gået dagen før, var vi gået 14 kilometer i det hele.

Vi fik set solnedgangen over fjorden, og lavet snobrød på bål. Det var bare så smukt, og en utrolig oplevelse at være ude i ødemarken.
Nu var tiden kommet til at aftale afhentning med båd næste dag, for vi var enige om at vi ikke orket gå hele vejen hjem igen på en dag. Planen var at vi søndag skulle gå videre til skolens hytte, som lå helt nede ved vandet. Vi havde fået at vide at denne tur ville måske tage 4 timer.
Da vildmarken ikke har nogen mobildækning, havde vi taget med en satelit-telefon med som vi ville bruge til at ringe til ham der skulle hente os. Vi havde nemlig ikke fået aftalt hverken sted eller tidspunkt da vi tog afsted. Vi havde dog snakket med hans kone, og sagt at hvis ikke han hørte noget andet skulle han komme kl 14 ved skolens hytte. Så måtte vi jo bare håbe at han vidste hvor vi mente......
Meeen da vi skulle ringe var telefonen løbet tør for strøm øv øv.....Den havde tændt sig selv i tasken, og nu kunne den ikke bruges. Heldigvis at vi ikke skulle rekvirere redningshelikopter....
Vi var derfor en smule nervøs for om han nu ville være der når vi kom frem.
Vel, den tid, den sorg. Vi vågnede næste morgen. De andre to tøser havde frosset igen om natten, til trods for at de havde både skiundertøj, overtøj, anorak, og to par handsker på....og et redningstæppe.
Vi fik derfor en Underberg til morgenmaden for at få varmen i kroppen igen. Den sidste etappe skulle ha været den korteste. der var den muligvis også, men helt klart den værste. Vi kunne ikke finde vejen, og til at starte med så det fint ud, vi så en sti på den anden side af elven, så vi krydset og fandt stien. Efter ca 50 meter stoppet stien, da der var kun sten. Jeg havde en mistanke om at vi skulle ned langs vandfalset, og gennem en dal til venstre i bunden. Vi begyndte at gå nedover, men der så så stejlt og skummelt ud, at vi tænkte at ned kan vi ikke komme. Så gik vi op et par steder, bare for at opdage vi ikke kunne komme længer, da det plutselig gik lige ned.

Der er hytten, men hvordan kommer vi ned til den?

Vi kunne se hytten vi skulle til ved vandet, men kunne altså ikke finde ud hvordan vi kom ned til den. Til slut besluttet vi at vi måtte komme over fjeldtoppen på et vis, og det eneste sted ned vi kunne finde var en smal kløft. til at starte med så det ud som vi sagtens kunne tage den ned på numsen. Efter at vi kom halvveis, gik der så lodret ned at vi måtte holde tilbage med begge ben på sidenrne af kløften for ikke at falde ned, men Elsebeth og Karen Frederikke kunne ikke undgå at falde flere meter nedover. Heldigvis stadig på numsen, det eneste skade kom på bukserne. De kom begge hjem med et hul i numsen. Jeg havde min sovepose nedsert på rygsækken, og kunne ikke læne mig bagover, så da jeg så KF rase nedover, blev jeg så bange at smed min rygsæk ned, så der var lidt mindre vækt på. Efter at vi havde taget en hel fjeldside ned på numsen, kunne vi endelig puste lettet ud.

Nu kunne vi dessuden se stien, den kom rigtignok igenne dalen fra søen i bunden, og på den anden siden af elven. Så var det bare at smide sko og strømper, og vade over, så vi kunne komme på stien, og resten af turen kunne foregå fredelig på en dejlig sti. Vi kunne se på uret at vi ville fremme ca 45 minutter før aftalt tid, så kunne vi jo alltids spise frokost imens vi ventet i stor spænding på om der kom nogen. Men da vi kom ned til huset, kunne vi se Dan's båd ligge der, og vi jublede stort. Det visede sig han var lige kommet, og var lige til at lægge til da vi kom vandrende. Så kunne turen gå hjem. troede vi.
"Hvor vil I hen?" spurgte Dan. Veeel, til højre er Sermilik, til venstre er Tasiilaq, sagde vi. Men vi kunne jo altids tage en lille tur i fjorden, når vi nu var der. Hvis han havde tid?
Og det havde han da. Vi kørte opover i Sermilikfjorden, og zig-zagget imellem isbjergene. Vi har tidt spurgt om han tage os med i Sermilikfjorden, men i år har det næsten ikke været mulig, pga. der hav været så meget is i fjorden at det er umulig at sejle. I dag var isen lidt mere spredt, og Dan spurgte om vi havde været i Tinit, og om vi havde lyst på tur derhen. Tinit, eller Tiniteqilaaq, som bygden hedder, ligger nord for Ammasalik øen, og har ca 120 indbyggere. Den ligger så smukt til ved isfjorden, og lige udenfor er der næsten helt tætpakket med isbjerge.

Smukke Tiniteqilaaq

Vi blev sat af, og vi fik gå en tur igennem bygden, til vi kom til heliporten på den siden af bygden. Heliporten vare bare en gruscirkel med en hvidmalet cirkel. Hvor checker man ind? Undrede jeg mig, da der slet ikke var nogen bygninge, der så ud til at være tilhørende heliport, eller værende venteværelse. Bagefter fik jeg vide at man checker ind og leverer bagagen på posthuset, når man skal ut og flyve....

Heliporten i Tinit

I bygden findes der en butik, en kirke/skole, en sygeplejestation, og et servicehus. Mange huse i bygderne har ikke indlagt vand, så de går på servicehuset og bader og henter vand.
Efter at vi havde set bygden, gik turen hjem igen den anden vej, så vi fik næsten en tur rundt hele øen. Fjorden på den anden side af øen var helt isfri, så denne fjorden kaldes for "motorvejen". Det er også denne vej bygdeskibet tager når det sejler til Tinit.
Så vi fik en dejlig og improviseret slut på turen, som gjorde det hele til en endnu større oplevelse.
Masser af billeder fra hele turen kan ses her: Billeder fra Sermilik-turen

På tur ud til indlandsisen

En af mine store drømme har været at få se indlandsisen. Og efter alle skriverierne om 98% af indlandsisen var smeltet, måtte jeg jo næsten ind og selv selv. Men det er nu ikke isen selv, der er tøet væk, det er snelaget ovenpå der er væk, selve isen ligger der stadig væk.
Turen startet med en luftig tur ned til et sted der kaldes Nangivit, lidt nordøst for Isortoq. Vi fløj hurtig over bølgerne, (heldigvis at ingen blev søsyg), så vi kom dertil på 1 1/2 time.
Vi snirklet os ind i en lille fjord, mellem masser af isbjerge, indtil vi kom frem til selve isen. På det sted gik den ned i fjorden, men med land på begge sider. Vi prøvede først at komme i land på den venstre side av isen, fordi den der fladet ut så vi måske kunne gå op på den. men som det tit er med gletchere, var der meget lavvandet, fordi gletcheren bevægelse tager grus, sten og sand med til kanten. Vi fandt så et par klipper til højre for den istedet, hvor vi kunne gå i land. Her var der høje vægge, og den flotteste sandstrand nedenfor. Her har det nok ligget is tidligere, og man får en fornæmmelse af hvor det ser ud under isen. Lige da vi var gået i land, kunne vi høre et kæmpebrag. Det lød virkelig voldsomt, og vi kunne forstå at det var nok kæmpeisbjerget der lå udenfor fjordmundingen der havde kalvet. Vi kigget lidt nervøst rundt, tænkt hvis båden var kommet lige forbi, sådanne kalvinger kan nemlig lave nogle enorme bølger, og vælte en båd hvis man er for tæt på. Check bare denne video fra Illulisat hvor en turistbåd var meget tæt på.
http://www.youtube.com/watch?v=TAbP5dWbJ9k
Heldigvis så vi vores båd ligge inde i den lille fjord, så den var på tryg afstand. Så kunne vi koncentrere os om isen igen.
Vi kunne sagtens komme helt hen til væggerne, men vi var lidt bange for at gå for tæt på, for hvad nu hvis der skulle falde et stykke af. Så vi prøvde at klatre op over en skrent istedet, og på den måde komme op til oversiden. Dette visede sig ikke at være en god ide.
Ved kanten af indlandsisen dannes der morener, der består af ler, sand, og sten. Til at starte med virkede leret hårdt som cement, men da vi kom et stykke op kunne vi mærke at det blev mere blødt, og vi begynte at synke i nærmest som kviksand. Da vi endelig stod på fast grund begyndte et lille mudderskred, som udviklede sig til en mudderelv. Facinerende, tænkte vi, og plutselig som det var begyndte grunden under os også at skride. Vi kom os hurtig ned igen, og tænkte at det var nok for farlig. Se bare videoen her:

Desværre kunne ikke komme helt hen til det blå, men på stranden fandt vi nogle isklumper, det var helt klare og blanke. Vi fik skåret nogle istærninge, og lavet den obligatoriske drink med indlandsis i. Vi havde ikke noget whisky, så det blev til en apfelkorn der gik på rundgang. Efter 1 time blev vi hentet af båden igen, og turen gik videre. Vi blev sejlet lidt længere op, til et sted hvor isen går stejlt ned i vandet, og fjeldsiderne ved siden lige så stejlt. Her kunne vi se elver af smelte vand fra isen, og vi nåede også at se det falde stykker af isen i vandet.

Efter vi havde kigget nok på isen (jeg bliver aldrig træt af at kigge på den smukke blå farve), gik turen ind i mundingen af Sermilik-fjorden, for at kigge efter hval. Her var stadig masser af is, der kommer fra gletcherene inderst i fjorden. Vi blev sejlet hen til det sted hvor skolen hytte ligger, på vestsiden af Ammasalik-øen. Her var en smal spæk med en elv op til en lille sø, hvos vi kunne se ørrederne svømme igennem på vej op til søen. Der stod nogle grønlendere og fiskede, og de hade fået rigtig mange. Jeg havde stangen med, så jeg skyndt mig at kaste ud da jeg så en stime komme svømmende forbi. Desværre lidt for hurtig, for jeg kastede lige i en sten, og satte blinken fast. Så må vi ryge linen, tænkte jeg. Desværre var linen kraftigere en stangen, så stangen brak i tre.

Uden stang må vi nøjes med at kigge på fisken der svømmer forbi.

Derefter gik turen hjem igen. Vi så ingen hval den dag, men vi havde haft en fantastisk tur, hvor vi var afsted i hele 7 timer.
Mange flere billeder fra turen kan ses her: Billeder fra tur til Indlandsisen

En duft af cookies i en stinkende by

De sidste dage har vi været badet i en stinkende dis. Jeg troede først det var almindelig tåge, og det var det også, men da tågen lettet og solen kom frem, kunne jeg se at fjeldene var indhyldet i et hvidt mælkeagtig slør. Jeg kunne også lugte at folk var begyndt at fyre i ovnen igen, men de havde da puttet noget underlig i ovnen. Det var først senere det gik op for mig at der var sat ild til dumpen. I 2 dage har den brændt og sendt stinkende røykskyer op i luften. Nogen siger at det gør de hver år, det er nu ikke helt rigtig, siger de fastboende. Ikke desto mindre blev der også sat ild til den på samme dato i fjor også. De må egentlig ikke gøre det, og man ved heller ikke hvem der har gjort det, det eneste vi ved, er at vi har ikke kunnet åbne vinduerne i 2 dage.
Hjemme hos mig er jeg dog nødt til at have vinduet åbent, for min radiator er i stykker så den kan ikke slukkes. Vi venter på reservedele med skibet......
Der har også blevet bagt småkager, en liflig duft som overdøver enhver ulækker stank. Jeg har altid troet det var svært at selv lave cookies, men det er egentlig meget nemt. Malene tog mig under sine vinger, og lærte mig hvordan man nemt laver sine egne chockolate chip cookies.

Opskriften er som følger:

Malenes mestercookies
225 g smør
110 g brun farin
335 g sukker
1 ts vanilliesukker
1 æg
570 g mel
1 ts natron
3/4 ts salt

570 g hakket chockolade

Rør smør og sukker hvidt. (brunt) Tilsæt vanilie og æg. Tilsæt mel, natron, salt, og til sidst chokolade. Man kan evt bruge kakaopulver hvis de skal blive brune, og bruge halvdelen af chokoladen til at få bider i dem. Eller bare putte bidder i. Vi havde ikke kakaopulver, så vi smeltet halvdelen af dem og rørte den i røren. Man kan også putte andre ting i, som kan kan lide i cookies.

Læg dem i boller på bagepladen, og bag på 180 grader 14-16 min

Her er lidt billeder! De smagte fortræffelig!

Præstefjeldet rundt

Nu når vi har besteget Præstefjeldet, måtte vi jo også tage turen rundt hele fjeldet. Dette er en anderledes tur en de andre jeg har været på. Her går det ikke så meget op som indover, og aligevel er det en rigtig lang tur. Vi brugte ca. 8 timer på hele turen, inkluderet en kaffepause og en frokostpause. Stien er afmærket hele ruten, og det er derfor meget nemt at finde vej. Ca halvdelen af turen gik langs stien der kaldes "Sermilikvejen". Denne sti går helt over til den anden side af øen, og når der er is kan man køre over isen med snescooter eller hundeslæde til øen Ikkatseq. Der ligger en nedlagt bygd, som jeg håber på at få besøge inden jeg skal hjem. Men der skulle vi ikke over nu. Delvis fordi det er en todagerstur at krydse øen og tilbage, og dels fordi vi havde fået vide at der var observeret isbjørn der hvor Sermilikvejen ender. Faktisk blev man advaret mod at gå for langt ind på øen, i tilfælde man skulle træffe på den. Med mindre man har en riffel med. Men alle rifler i byen var udlejd, og vi kunne nu heller ikke skyde med sådan en.

Turen rundt fjeldet er en rigtig smuk tur. Først fulgte vi "fiskestien" ud til Præstefjeldet, og gik forbi. Vi kom til en lang flot slette, og videre til en elv med flotte små vandfald. Her krydset vi broen, og fulgte elven til vi kom ind i en dal med en sø. Der var så stille og fredelig og smukt, at det føltes næsten som vi var på vej til Hobbiton.
Vi kaldte det "Lydia-dalen", siden hun var vores guide for dagen. Her holdt vi den første kaffepause. Vi skyndte os dog at drikke den, da der var så mange myg og fluer at straks vi løftet lidt på myggesløret blev vi invaderet. Turen indover fortsatte på højre side af de to søer, og der var også en enkelt gang vi blev nødt til at vade over elven.
Efter søerne, var det næsten bare en tur op og rundt svinget, så var vi ved sø nr 168. Her i området er det kun sø nr 1 der har navn, ellers har de andre nummer.
Ved sø 168 var der den flotteste sandstrand. Det var som taget lige ud fra "The Beach", vi manglede bare palmer og Leonardo DiCaprio. 4 af de modigste fik lige dyppet fødderne, men det var iiiiiskoldt, så det blev med fødderne. Her holdt vi vores frokost, og det var lige som at være en tur på stranden.

 Derfra fortsatte Sermilikvejen langs vandet til højre, men vi drejede så venstre langs vandet. Søen er pænt lang, men når vi kom til enden af den var der så grusvej hele vejen hjem. Jeg fik vide af en af de andre der havde haft skridttæller på, af vi havde gået 24 000 skridt den dag! Det kan man kalde godt gået!
Flere billeder fra turen kan ses her: Grønland i juni, fra billede 77

Jo, man kan sagtens bade i Grønland!

I dag kunne DMI fortælle at vi hadde en rigtig varm dag her i Tasiilaq i går.
Varm dag i hele Grønland
Hele 18,5 grader nåede vi op på i går, og dermed var vi det varmeste sted i Grønland i går. Jeg har haft min søster på besøg, og hun er en rigtig viking, så hun fik lokket mig med på en badetur. En dag gik hun tur med nogle af mine venner imens jeg var på arbejde, og da badet de alle sammen i Blomsterdalen. De fik så den ide at vi skulle da også prøve fjorden! Så vi tog alle sammen derud, og hadde varm kaffe med til at varmer os på bagefter.
Dem der så havde prøvet både elven og fjorden, mente at temperaturen var ca den samme, de ca 4 grader. Men denne gang havde man jo så også udsigten til isbjerge under svømmeturen. Det var superfriskt, og det sjove var at siden vandet var så koldt, var det ikke så koldt at komme op igen fra vandet, da luften jo var meget varmere.
Et par billeder fra Vikingeturen:

Klar til at hoppe i

We did it!

Der serveres kaffe bagefter

På hvalsafari - en tur ud for at se hvad Tasiilaq's dyreliv har at byde på

I går bestemte vi os for at sætte sejl, og tage ud på havet for at kigge efter hval og sæl. Det er jo meget almindelig at folk her tager ud og skyder sæl, så vi vidste der var mange sæle i området. Vi har hørt der er også gode muligheder for at se hval, så vi spurgte en fra arbejdet med båd om han ville tage os med ud. Han havde for nogle dage set en hel hvalflok, så han vidste lige hvor vi skulle hen. Den oprindelige plan var at vi skulle sejle en tur rundt øen, og ned Sermilik-fjorden, som er Grønlands næst længste fjord. (Den længste er Scoresbysund fjord)

Sæl i drivisen

Der er for tiden meget is i fjorden, men en sejltur kunne alligevel lade sig gøre. Der var alligevel større mulighed for at se hval om vi tog ud til drivisen, så det var det vi gjorde. Turen udover til det åbne hav var bare så smuk, og vi kørte slalåm mellen isflage og kæmpe isbjerge. Vi var ikke kommet langt ut, før vi spottet den første sæl. Den hoppet i vandet da vi kom tættere på, den troede nok vi var fangere. Den næste sæl vi så var ikke af den bange slagsen. Den blev liggende på isflaget og lod sig villig fotografere selv om vi kom helt ind til isflaget hvor den lå. Den vendte sig bare om når den synes vi havde fået nok, og vi sejlede bare rundt på den anden side. Lidt efter, kunne bådføreren melde at han havde spottet en hvalryg. Nu må vi skynde os at se, tænkte vi, og frygtet det ville blive det eneste vi så den dag. Vi hørte jo fra nogen andre der var ude for nogle dage siden, at en af passagererne havde set en hvalryg, og det var det. Men de forsvandt ikke, vi kunne sagtens sejle båden helt frem til hvor den var. Vi så både blæs, og ryg, og de kom både op og ned. Til sidst dykkede den, og så sejlede vi videre. Vi så flere sæle, og også et par klapmydse (en slags sæl). Så fandt vi en hel hvalflok mere. Der var nok 3 i flokken, og vi identificerede dem som pukkelhvale. De svømte ved siden af båden, og de var under båden. De var så tæt på at vi kunne næsten røre ved dem. På et tidspunkt var der så mange som blæste samtid at vi kunne lugte hvalenes dårlige ånde ved udblæsningen.

Pukkelhvale udenfor Ammassalik

Det var virkelig en fantastisk tur, og jeg vil herved anbefale alle der kommer til Øst-Grønland at tage en tur ud til drivisen. Sæle er virkelig nogle af de sødeste dyr, men alligevel blev vi en smule revet ned af stemningen da vi sejlede forbi nogle andre sæl-jægere med riffelen fremme der de sat i båden. Vi vidste at vores bådfører dagen i forvejen havde fanget en sæl, og vi kunne se han havde riffelen med, så vi syntes han måtte godt skyde en sæl med hjem. De er rigtignok søde, men dette er jo måden grønlændere lever på, de er fangere, og sæl er mad, og skind til tøj. Og nu havde vi mulighed for at opleve den Grønlandske levemåde helt tæt på. Da han fik riffelen frem, var sælene kommet for langt væk, og vi så derefter ikke flere, så der blev ikke skudt nogle sæl den dag. Men vi mødte en anden båd på vej ind, og vi fik se de 3 flotte pragteksemplarer de havde skudt. På mit arbejde har jeg spist rigtig meget sælkød, og kan rapportere at det smager ganske så udmærket. Men jeg er nu glad det ikke er mig der skal se den søde sæl i øjnene og skyde den.
Flere billeder fra hvalturen kan ses på Grønland i juli, og nu har jeg fundet ud hvordan jeg linker til det første billedet af de nye billeder :-)

Bestigning af Præstefjældet

Så kom dagen hvor vi endelig skulle prøve os på at bestige Præstefjeldet. Vi var en hel lille flok det satte afsted en søndag morgen kl 10.00. Vi vidste jo ikke hvor lang tid det ville tage, men vi brugte 7 timer på turen op til Sømandsfjældet, og regnede med at det ville nok være det samme. Vi var ikke helt sikker på ruten, men havde hørt at det gælder at tage den på højre side af ryggen. Vi fulgte stien ud, og da vi var næsten midt på starten af foden startede vi med at  gå opover. Turen skiftede med at være både nem, og tidvis meget stejl, men de stejle stykker var heldigvis korte. Lige inden opstigningen til den sidste top, var der et fantastisk udsigtsted, hvor vi holdt en pause.
Det sidste stykke var faktisk den nemmeste del af opstigningen, der gik nesten lige fremover og lidt op, og med varden på toppen i sigte, gik vi den sidste del med godt mod.
Udsigten var bare fantastisk, panorama hele vejen rundt, Danmarksstrædet, byen, Sømandsfjeldet, sø 120, sø 168, og Vegasfjeldene var nogle af de ting vi kunne se fra toppen.

Da vi skulle ned igen, så landskabet helt ens ud, og vi kunne ikke rigtig huske hvilken vej vi kom op. Vi startede nedstigningen hvor det så mest naturlig ud, og denne gangen fandt vi den afmærkede sti. Vi opdagede at vi kom ned et helt andet sted en vi gik op. Selv om der er afmærket sti op, sidder afmærkningerne så langt fra hinanden at man ikke kan se den næste, så selv om vi også var forbi afmærkningerne nogle steder på vejen op, kan sagtens let komme væk fra stien, også fordi der er så mange fodspor i sandet. Mange steder var der løs sand og sten, men ikke værre en at vi sagtens kunne komme op. Vi var meget nysgerrige, fordi mange havde sagt til os at Sømanden var nemmere, men mange havde også sagt at Præsten var nemmere en sømanden. Og konklutionen? Vel, vi syntes præsten var nemmere, selv om vi brugte længere tid. Men så holdt vi også riiigtig mange lange pauser for at nyde den gode udsigt. Den var simpelthen fantastisk. Meeen vi skulle ha fulgt stien et stykke længere inden vi startede på opstigningen, for så ville ha fundet den grønne afmærkningen som markerede starten af opstigningen. Men på den anden side, så tror jeg vores vej var til tider mindre stejl. Undervejs ned kom forbi en bæk hvor vi alle fyldte vores vandflasker, med det dejligste kolde drikkevand.

Flere billeder fra turen kan ses her: Grønland i juli billederne fra turen starter ved billede 37