En af mine store drømme har været at få se indlandsisen. Og efter alle skriverierne om 98% af indlandsisen var smeltet, måtte jeg jo næsten ind og selv selv. Men det er nu ikke isen selv, der er tøet væk, det er snelaget ovenpå der er væk, selve isen ligger der stadig væk.
Turen startet med en luftig tur ned til et sted der kaldes Nangivit, lidt nordøst for Isortoq. Vi fløj hurtig over bølgerne, (heldigvis at ingen blev søsyg), så vi kom dertil på 1 1/2 time.
Vi snirklet os ind i en lille fjord, mellem masser af isbjerge, indtil vi kom frem til selve isen. På det sted gik den ned i fjorden, men med land på begge sider. Vi prøvede først at komme i land på den venstre side av isen, fordi den der fladet ut så vi måske kunne gå op på den. men som det tit er med gletchere, var der meget lavvandet, fordi gletcheren bevægelse tager grus, sten og sand med til kanten. Vi fandt så et par klipper til højre for den istedet, hvor vi kunne gå i land. Her var der høje vægge, og den flotteste sandstrand nedenfor. Her har det nok ligget is tidligere, og man får en fornæmmelse af hvor det ser ud under isen. Lige da vi var gået i land, kunne vi høre et kæmpebrag. Det lød virkelig voldsomt, og vi kunne forstå at det var nok kæmpeisbjerget der lå udenfor fjordmundingen der havde kalvet. Vi kigget lidt nervøst rundt, tænkt hvis båden var kommet lige forbi, sådanne kalvinger kan nemlig lave nogle enorme bølger, og vælte en båd hvis man er for tæt på. Check bare denne video fra Illulisat hvor en turistbåd var meget tæt på.
http://www.youtube.com/watch?v=TAbP5dWbJ9k
Heldigvis så vi vores båd ligge inde i den lille fjord, så den var på tryg afstand. Så kunne vi koncentrere os om isen igen.
Vi kunne sagtens komme helt hen til væggerne, men vi var lidt bange for at gå for tæt på, for hvad nu hvis der skulle falde et stykke af. Så vi prøvde at klatre op over en skrent istedet, og på den måde komme op til oversiden. Dette visede sig ikke at være en god ide.
Ved kanten af indlandsisen dannes der morener, der består af ler, sand, og sten. Til at starte med virkede leret hårdt som cement, men da vi kom et stykke op kunne vi mærke at det blev mere blødt, og vi begynte at synke i nærmest som kviksand. Da vi endelig stod på fast grund begyndte et lille mudderskred, som udviklede sig til en mudderelv. Facinerende, tænkte vi, og plutselig som det var begyndte grunden under os også at skride. Vi kom os hurtig ned igen, og tænkte at det var nok for farlig. Se bare videoen her:
Desværre kunne ikke komme helt hen til det blå, men på stranden fandt vi nogle isklumper, det var helt klare og blanke. Vi fik skåret nogle istærninge, og lavet den obligatoriske drink med indlandsis i. Vi havde ikke noget whisky, så det blev til en apfelkorn der gik på rundgang. Efter 1 time blev vi hentet af båden igen, og turen gik videre. Vi blev sejlet lidt længere op, til et sted hvor isen går stejlt ned i vandet, og fjeldsiderne ved siden lige så stejlt. Her kunne vi se elver af smelte vand fra isen, og vi nåede også at se det falde stykker af isen i vandet.
Efter vi havde kigget nok på isen (jeg bliver aldrig træt af at kigge på den smukke blå farve), gik turen ind i mundingen af Sermilik-fjorden, for at kigge efter hval. Her var stadig masser af is, der kommer fra gletcherene inderst i fjorden. Vi blev sejlet hen til det sted hvor skolen hytte ligger, på vestsiden af Ammasalik-øen. Her var en smal spæk med en elv op til en lille sø, hvos vi kunne se ørrederne svømme igennem på vej op til søen. Der stod nogle grønlendere og fiskede, og de hade fået rigtig mange. Jeg havde stangen med, så jeg skyndt mig at kaste ud da jeg så en stime komme svømmende forbi. Desværre lidt for hurtig, for jeg kastede lige i en sten, og satte blinken fast. Så må vi ryge linen, tænkte jeg. Desværre var linen kraftigere en stangen, så stangen brak i tre.
Derefter gik turen hjem igen. Vi så ingen hval den dag, men vi havde haft en fantastisk tur, hvor vi var afsted i hele 7 timer.
Mange flere billeder fra turen kan ses her: Billeder fra tur til Indlandsisen
Turen startet med en luftig tur ned til et sted der kaldes Nangivit, lidt nordøst for Isortoq. Vi fløj hurtig over bølgerne, (heldigvis at ingen blev søsyg), så vi kom dertil på 1 1/2 time.
Vi snirklet os ind i en lille fjord, mellem masser af isbjerge, indtil vi kom frem til selve isen. På det sted gik den ned i fjorden, men med land på begge sider. Vi prøvede først at komme i land på den venstre side av isen, fordi den der fladet ut så vi måske kunne gå op på den. men som det tit er med gletchere, var der meget lavvandet, fordi gletcheren bevægelse tager grus, sten og sand med til kanten. Vi fandt så et par klipper til højre for den istedet, hvor vi kunne gå i land. Her var der høje vægge, og den flotteste sandstrand nedenfor. Her har det nok ligget is tidligere, og man får en fornæmmelse af hvor det ser ud under isen. Lige da vi var gået i land, kunne vi høre et kæmpebrag. Det lød virkelig voldsomt, og vi kunne forstå at det var nok kæmpeisbjerget der lå udenfor fjordmundingen der havde kalvet. Vi kigget lidt nervøst rundt, tænkt hvis båden var kommet lige forbi, sådanne kalvinger kan nemlig lave nogle enorme bølger, og vælte en båd hvis man er for tæt på. Check bare denne video fra Illulisat hvor en turistbåd var meget tæt på.http://www.youtube.com/watch?v=TAbP5dWbJ9k
Heldigvis så vi vores båd ligge inde i den lille fjord, så den var på tryg afstand. Så kunne vi koncentrere os om isen igen.
Vi kunne sagtens komme helt hen til væggerne, men vi var lidt bange for at gå for tæt på, for hvad nu hvis der skulle falde et stykke af. Så vi prøvde at klatre op over en skrent istedet, og på den måde komme op til oversiden. Dette visede sig ikke at være en god ide.
Ved kanten af indlandsisen dannes der morener, der består af ler, sand, og sten. Til at starte med virkede leret hårdt som cement, men da vi kom et stykke op kunne vi mærke at det blev mere blødt, og vi begynte at synke i nærmest som kviksand. Da vi endelig stod på fast grund begyndte et lille mudderskred, som udviklede sig til en mudderelv. Facinerende, tænkte vi, og plutselig som det var begyndte grunden under os også at skride. Vi kom os hurtig ned igen, og tænkte at det var nok for farlig. Se bare videoen her:
Efter vi havde kigget nok på isen (jeg bliver aldrig træt af at kigge på den smukke blå farve), gik turen ind i mundingen af Sermilik-fjorden, for at kigge efter hval. Her var stadig masser af is, der kommer fra gletcherene inderst i fjorden. Vi blev sejlet hen til det sted hvor skolen hytte ligger, på vestsiden af Ammasalik-øen. Her var en smal spæk med en elv op til en lille sø, hvos vi kunne se ørrederne svømme igennem på vej op til søen. Der stod nogle grønlendere og fiskede, og de hade fået rigtig mange. Jeg havde stangen med, så jeg skyndt mig at kaste ud da jeg så en stime komme svømmende forbi. Desværre lidt for hurtig, for jeg kastede lige i en sten, og satte blinken fast. Så må vi ryge linen, tænkte jeg. Desværre var linen kraftigere en stangen, så stangen brak i tre.
 | ||
| Uden stang må vi nøjes med at kigge på fisken der svømmer forbi. |
Mange flere billeder fra turen kan ses her: Billeder fra tur til Indlandsisen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar