Translate

mandag den 2. juli 2012

Så er der igen gulerødder i Tasiilaq

Efter at det længe ventede forsyningsskib kom til Tasiilaq i lørdags, er der endelig kommet mad i butikkerne igen. Nogle varer har vi jo fået fløjet ind dyrt fra island, mens andre varer, som ost og chips ikke bliver fløjet ind. I dag var for første gang i lang tid hylderne fyldt op, og det var et fantastisk syn der mødte en når en gik for at handle i dag. Det sidste styk tid har der stået dåsemad i køledisken, bare for at fylde den op med noget, mens andre hylder har bare været tomme. Ikke nok med at der var varer, der var udvalg! Mange slags oste, norsk myseost, ostehaps, philadelphiaost, og smørerost! Salami, smør, fløde, mælk og danske æg! Jubiii! Tænk at man kan blive så glad for at se en helt almindelig køledisk! Noget vi bare tager for givet hjemme i Danmark, har vi ventet længe på her oppe, og tænk at man bliver så jublende glad for at se ost og salami! Og der var frisk frugt fra Danmark, til danske priser! Nye danske kartofler, æbler, og citroner! Til kun en 5'er! Når æblerne koster 12 kr, bliver frugt ikke noget man spiser hver dag, men noget man virkelig nyder når man en sjælden gang under sig et. Og gulerødder! Jeg har slet ikke set en eneste gulerod siden før jul, og den gang jublede jeg for at jeg sikrede mig en pose slatne gulerødder til halv pris. Gulerødder på dåse er nu ikke det samme ;-) Så nu har jeg købt en sæk kartofler, gulerødder, knoldselleri, og nu står menuen på skipperlabskovs nam nam! Det er godt nok længe siden man har kunnet lavet noget med så mange grøntsager! Nu bliver det så spændende at se hvor længe varene holder, næste skib kommer først om en måned. Folk gik fuldstænding amok i dag, og på det værste var der 1 times ventetid i køen til kassen! Heldigvis blev der fyldt op løbende, så der var nok til alle. Så skal der laves lækker mad igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar