Hjemme igen

Hjemme igen

Så rundet vi 2.april, og så er det vel på tide at opdatere sin blog igen. Grunden til at det har været så stille her, er at jeg har ret og slet taget hjem. Den 1.december tog mit ophold på Grønland slut. Eller dvs, det skulle det, jeg blev så forsinket hjem med en uge pga. dårlig vejr. Men det gjorde nu ikke noget, jeg fik lov til at flytte ind på hotel, jeg nåede at få se juletræs-tændingen, nå en ekstra sidste bridge-aften, nå en ekstra gang i strikklub, og jeg nåede at komme på julemarked på skolen. Selv om der var dårlig vejr den sidste uge, var der en enkelt dag hvor der var strålende godt vejr, men den dag var der ikke sat op flyvning på Island, fordi lufthavnen i Kulusuk var lukket om mandagen. (Normalt bliver flyvningen sat op så snart vejret er til det, da man aldri ved om der er dårlig vejr den næste planlagte dag) Næste flyvning skulle nemlig være om onsdagen, men da var vejret igen dårlig. Og igen om torsdagen. Det begynte til sidst at hope sig op med strandede mennesker, men om fredag kom vi endelig afsted.
Nuvel, denne fantastiske mandag, benyttede jeg mig til at tage den helkoptertur jeg alltid havde drømt om, men aldri kunne komme til, fordi jeg alltid var på arbejde. Nu var jo min afløser overtaget, så den sidste uge kunne jeg bare holde ferie. Tidligere på året havde mig og 8 af mine venner chartret helikopteren, til at flyve os en tur op på gletchere, men den gang gik det i vasken, for helikopteren brød sammen, og da den var god igen, ja da var de fleste rejst hjem igen. Jeg booket mig en flyvetur til en af bygderne, Isortoq, det var den bygd der ligger længst væk. Det tager ca 20 minutter at flyver der ned, og med billetpris på det samme som vi skulle hver giver for helikopterleje, kan man sige jeg fik mere for penge på denne tur. På turen fløj vi ind over øen, og nedover kysten langs indlandisen til vi kom til den lille bygd på den lille Ø. Det var så fantastisk, vi fløj lige i solopgangen, der var lidt skyer, og solen kiggede igennem en lille åbning i skydækket.

Helikopteren gjorde holdt, mens den læsse af juleposten til indbyggerene, og 10 min senere var vi klar til afgang igen. Piloten var super sød, og ventede tålmodig til jeg fik tager alle mine billeder, og var tilogmed venlig fotograf til dette:

Det føltes virkelig som man var turist på luxusklasse. Bagefter gik turen til Tinnit. Da der ikke var mange passagerer, kunne han tage dertil direkte i stedet for at skulle tage tilbage igen og hente passagerer. Så jeg fik 2 ture for 1 turs pris! Tinnit, eller Tiniteqiilaaq, som den hedder ligger smukt til oppe i Sermilikfjorden. Jeg fik taget så mange smukke billeder på denne tur, de kan alle ser her sammen med mine billeder for november, og december.
Her kan du også hvordan vi eksperimenterede med at selv lave panerede Ammasetter, som kan kaldes nationalretten i dette område. Vi så at boghandleren solgte dem, så vi købte 2 poser, og prøvde os på at lave dem. Det blev ret vellykkket, bortset fra at næste gang vil vi nok rense dem først.... ;-) Vi fik vide fra boghandleren, at det behøvde vi ikke, men fandt så ud senere, at det gjorde man normelt aligevel... Jaja, det blev ihvertfald meget autentisk ;-)

Som sagt, så tog eventyret slut. Jeg kom hjem til jul, og nu er jeg i gang med at søge arbejde. Så bloggen kommer nok fremover mere til at handle om alle de spændene ting jeg oplever her hjemme i Danmark, eller på min rejser. Her i weekenden tager jeg allerede ut på min første tur, da går turen til Stettin i Polen, for at opleve Amin Jensen live. Og shoppe lidt.
Og så har vi fået nyt hus, hvor jeg i gået i gang med mange projekter. Dvs. Kim flyttede ind allerede i august, så jeg kom til helt ny adresse :-)
Jeg håber det vil være lige så spændende at følge min blog fremover, det vil nok ikke blive lige så spektakulært, men håber jeg vil kunne give lidt inspiration med alle mine projekter.

KH Solrun

Halloween inspiration

Så er det den tid på året igen, der heksene flyver, zombierne kommer ud, og frankenstein skræmmer livet af dig. Det er Halloween igen, og jeg har samlet mine bedste tips til en god fest.

Som borddug brugte vi en ligpose vi fik på sygehuset

Selv holdt jeg Halloween-party i lørdags, men dagen er jo egentlig først i morgen, og mange holder festen først den kommende weekend.
Jeg havde samlet lidt opskrifter på nettet, og fik lavet nogle rigtig skumle ting, som også egner sig godt til børne-parties.

Mummy-dogsene, er bare almindelige indbagte halve pølser, hvor jeg istedet for at rulle den helt ind, nærmest viklede dejen rundt istedet så de lignede mumier. Øjnene tegnede jeg på bagefter med grøn kageglasur på tube.

 Frankensteins fingre er en småkagedej med grøn konditorfarve, hvor neglerne er lavet af mandler. Opskriften den er som følger:

1 1/4 kop sukker
1 kop smør
1 æg
1 æggeblomme
1 teske vanilieekstrakt (det havde vi ikke så vi brugte vaniliesukker istedet)
2 1/2 kop hvedemel
1 teske bagepulver
1/4 teske salt
1/2 kop hakkede nødder
revet kokos (vi brugte kokosmel)
grøn konditorfarve

Rør sammen smør og sukker, så æg og så resten. Formes til fingre, mandlere puttes på og bages på ca 15 minutter. Hvis mandlerne falder af, kan de limes på igen med frosting.
Til sidst dekorer blodstriper med rød frosting eller kageglasur på tube.

Jeg lavede også edderkoppe-muffins, de er så nemme at lave, og smager bare knaldgodt!
Følgende opskrift kan bruges som grundopskrift for alle muffins og cupcakes:

100 g smør
150 g sukker
3 æg
150 g hvedemel
1 ts bagepulver
½ dl mælk eller appelsinjuice 

• Rør smør og sukker hvidtt. Tilsett et og et æg. Bland mel og bagepulver. Tilset det tørre og mælken vækselvis mens du rører.
• Vil du ha chokolademuffins, tilsetter du 4 spiseskjeer kakaopulver i røren. Bruk i så fall tilsvarende mindre mel.(det gjorde jeg på edderkoppemuffins)
• Bages midt i ovnen på 175 grader i ca 20 minutter

Frostingen er 200 g smøreost (ikke light) og 100 g smør (kun rigtig smør f.eks. Lurpak) Til denne frosting brugte jeg en Chokoladeost og det hele røres sammen med 2 dl sukker eller melis hvis man er doven. Bruger man sukker skal det piskes i ret lang tid til sukkeret er opløst. Put på Muffinsene, og brug noget rødt slik til øjne. De fik 6 ben af lakridssnører.  De blev en kæmpesucces!

Til sidst, vores pumpkin Pizza. En helt almindelig pizza, formet og dekoreret så den ligner et udskært græskar!

Og så lige til sidst, et billede fra partyet. Frankensteins brud laves med et hvidt lagen, lidt hvid ansigtsmaling (eller zinksalve hvis man ikke har) hvor der tegnes op sorte strege med en eyeliner. En sort paryk, og wupti! Til højre Dr. Død i en operationskittel indsmurt i karry-ketchup, en vild paryk og lidt ansigtsmaling.

Efterår i Tasiilaq

Der er gået en hel måned siden sidste indlæg, men det betyder ikke at der ikke sker noget i Tasiilaq. Tvært i mod. Her er efteråret kommet for fuldt, og så hurtig at vi har tilogmed fået lidt vinter. Jeg har aligevel nået at komme ug og plukke sortebær (også kaldet krækling på norsk og dansk). Disse bær er meget populære her på grønland, og bruges til maden på samme måde som tytebær, men også til at lave saft, kage, og tærter. Den sidste lavet jeg et eksemplar af, det blev rigtig lækkert!
Selv vi ikke har træer, kan man sagtens se efterårsfarverne aligevel, og det er rigtig smukt. Jeg har også været på bygetur til Kulusuk, nogle få billeder fra kan ses på linken under, billeder fra september.
Min kæreste kom også en tur på besøg, og fik endelig byen og landet jeg bor i. En lille sejltur blev det også til. Vi tog ud for at besøge Ikkateq, en forladt bygd ikke så langt fra Tasiilag. Den blev nedlagt i 2005, da var der kun 1 officiel indbygger tilbage. Alle huse står stadig, også kirken og skolen, og det er som om menneskene bare plutselig en dag forsvandt. Den ligger rigtig smukt til, i mundingen til Sermilik-fjorden, og med udsigt ud mod Danmarksstrædet. Da vi står på bakketoppen, ser vi en blåst ude i havet, og vi tager ud for at se om vi kan finde hvalen vi har set. Og der var gevinst. 2 pukkelhvale fik vi set, og vi lå ude i havet helt til solen gik ned. Er der noget der er flottere en at se hval, så er det nu hval i solnedgang.

Ikkateq, den forladte bygd.

Til sidst et lille blinkskud fra en af de flotte nordlysaftener:

Flere billeder fra september på Grønland kan ses på: Billeder fra september
Og billeder fra turen til den forladte bygd og hval her: Billeder fra Ikkateq og hvale

Tur til Polheim

Egentlig var det meningen at dagens blogindlæg skulle hedde "bestigning af Polheim", men så langt kom jeg aldrig. Jeg fik alligevel en uforglemmelig tur, med en en lille smag på hvad virkelig fjeldklatring vil sige.
Polheim er det fjeld man kan se tværs over fjorden fra Tasiilaq. Den er 1003 meter høj, og er et af de mest udfordrende fjeld i området. Her går man ikke op uden guide og udstyr.
Så da skoleinspektøren Jørn spurgte mig til bridge, om hvornår jeg skulle på Polheim, replicerede jeg da "så snart som mulig"!

Fjeldtoppen i baggrunden

Han sagde at så kunne jeg da kommet med den følgende weekend, og så var det bare at slå til. Det var også meningen at der skulle en hel masse lærere med, men de sprang alle sammen fra. Så det var kun mig, min veninde, og en lille grønlandsk pige.
Vi mødtes ved havnen, og blev sejlet over til den anden side, en tur på ca 15 min.
Derfra gik turen indover, til vi kom til en skråning. Vi skulle op i et pas, så vi skulle på skrå op skråningen, her var det menge løse sten og lidt ulændt tærren. Derefter gik vi indover. Vi startet turen på venstre side af bjerget, men da vi kom op og ind i passet, kunne vi nu gå rolig indover til vi kom på højre side af bjerget. Der kunne vi starte opstigningen, og kort efter stoppet vi for at spise frokost på toppen af en kæmpestor sten.

Derefter gik turen videre, og tærrenget her blev meget vekslende. Vi kom igennem løs sand, løse småsten, løse store sten, store kampestene, og til slut var det bare klipper. Efter at have gået/klatret opover kom vi til et plateau, hvor vi igen holdt en pause og fik lidt at spise inden den rigtige klatring startet. Jørn sagde at herfra var det ren klippe-klatring resten av vejen, og nu var tiden til at vurdere om det var noget vi turde eller troede vi var frisk på. Vi kiggede på klippen bag os, og kunne ikke engang se hvordan vi skulle komme videre og bare den første meter.....Vi mente at det kunne vi ikke overskue hvordan vi skulle kunne komme videre, så vi ville gerne vende om der. Men Jørn fik overtalt os til at vi kunne ihvertfal prøve et lille stykke, til vi kom op til reb-stigen, så havde vi prøvet at klatre et lille stykke, og kunne bedre vurdere om vi kunne klare det.  Og jeg siger dig, det var virkelig klatring. Det gik ret op, og det var noget med at sætte foden i en spræk eller hylde, og finde en anden spræk og holde sig fast i. Det var virkelig skummelt, men trods alt er det nemmere at komme op en ned, det er endnu værre! Jørn gik først, og sagde hvor vi skulle sætte vores fødder. Indtil videre havde jeg været glad for at jeg havde vandresko på, men de er nu ikke så praktisk til klatring. Så skulle jeg ønske jeg havde et par bløde kondisko. Og et par tynde handsker. Vi

kom os til sidst op til et nyt plateau. Her var en høj klippe der skulle forceres, så der hang et reb nogen en gang havde sat op til hjælp til andre klatrende. Så skulle man ved hjælp af dette reb klatre op klippen, og jeg vidste med det samme, at det havde jeg ikke styrke til. Jeg kunne også se at så lang tid jeg brugte på det lille klatrestykke, vi jeg sinke de andre rigtig meget om jeg kom med hele vejen. Så jeg valgte at blive på fjeldhylden, og brugte tiden til at kigge på udsigten og spille lidt Angry Birds imens de andre gik videre.
Lige efter rebet, hang en stige over endnu en klippe. Den kaldes for reb-stigen, selv om den ikke er lavet af reb, men af metal. Den er så lille og tynd at man skal stadig bruge de sprækker man kan finde for at komme sig op. Jørn klatret op først, og kastet så reb ned til de andre. de fik så en sele på, så han kunne holde dem fast hvis de nu skulle falde ned, eller hjælpe dem med lidt træk-kraft. Efter stigen fik jeg så ikke set hvordan det var, men de fortalte at de gik op over en fjeldkam, hvor de alle sammen gik bundet sammen i reb. De kom så til toppen, og 2 timer senere, dukkede de op igen overfor reb-stigen. Da var klokken allerede 5, så barnevakten ringede for at høre hvor Jørn blev af. Han havde troet vi ville være hjemme til kl 16.... ;-)

Og nu skulle vi jo så ned igen, og nu var det hele jo værre en da vi kom op. Havde vi haft reb, ville jeg måske følt mig tryggere, men det er skummelt at hænge i aarmene og putte foden ned og den ikke rammar noget fodfeste....men det er jo fordi jeg har så korte ben. Jørn gik lige under mig og hele tiden instruerede i hvor jeg skulle sætte min fod. Jeg ved ikke om jeg bare blev helt udmattet, eller helt bange, men mine ben føltes bare som spaghetti resten af turen. Resten af nedstigningen gik meget bedre, men nu visste vi at bare skulle synde os, fordi solen gik ned kl 19. Det var da utrolig flot at se himlen osv. ved solnedgang, men også en smulle stressende, da vi visste at der var et pænt stykke tilbage. Heldigvis tager det lang tid inden det bliver rigtig mørkt her oppe, så selv om lyset var ved at svinde, kunne vi godt finde vej. Meeen vi var trætte, og det gik langsomt hjemover. Da vi til sidst skulle tilbage over skråningen med de løse sten, var det næste helt mørkt, og det var også en smule skummelt, at vi så dårlig kunne se hvor vi gik. Heldigvis kunne vi godt finde vej, selv det var tider hvor jeg slet ikke kunne se de andre. Da vi kom frem til stranden hvor båden lå, var det helt tusmørkt, heldigvis havde den en stor lyskaster og kunne lyse lidt op for os. Vi var helt hjemme igen kl 21.30.......
Så det blev en begivenhedsrig tur på mere en måde.....jeg havde ikke troet at jeg skulle ut og vandre i tusmørke, men så fik vi prøvet det også.... Og Jørn holdt heldigvis humøret oppe hele vejen, til trods for at han heller aldrig havde kommet hjem så sent før, og han har været på toppen 11-12 gange......
Mange flere billeder fra hele turen kan ses her: Billeder fra Polheim

En tur langs Sermilikvejen, og en tur i Sermilikfjorden, og et besøg i Tiniteqilaaq

Denne weekend havde 3 af os bestemt os for at nu skulle vi have en tur i vildmarken. Vi ville følge Sermilik-vejen tværs over øen til den anden side.
For at gøre det nemmere for os selv, startede vi fredag efter arbejde, og gik første del af ruten, og overnattet i en shelter på bagsiden af Præstefjeldet. Turen derud er ca 8 kilometer, og vi brugte ca 2 timer, så fik en god start på vandreturen lørdag. Shelterene på øen er såkaldede redningshytter, stillet op forskellige steder så man kan komme i le om man skulle blive overrasket at en Piteraq (de kraftige faldvinde der kan komme plutselig på Øst-kysten)

Shelteret ved Sermilik-fjorden

Inde i hytten er der en briks hvor der er plads til en 3-4 mennesker. Jeg havde lejet sovepose og liggeunderlag i "Skæven" (turistbutikken), mens de andre havde i forvejen. Det visede sig at være en god ting, for de andre syntes det var hundekoldt, mens jeg havde det lunt og godt i min termo-pose. Det er da også blevet mærkbart koldere i vejret nu, og ned i nattefrost om natten igen. For en sikkerheds skyld havde vi taget med redningstæpper som vi lagde ned i soveposerne for at holde varmen.
Den første aften hyggede vi også med snacks, og rødvin i hytten. Middagen bestod af bulgursalad, og frikadeller. Til trods for at de var taget ud af fryseren ved frokosttider, var de stadig frosne, så efter en halv frikadelle opgav vi og gemte de til morgenmaden. Til dessert fik vi en dejlig Rittersport, og lidt mere rødvin.
Vi sov helt til klokken var 9 eller 10, selv om vi var vildmarken. Vi fik dejlige boller til morgenmad med spegepølse fra slagteren, og hjemmebagt rugbrød. Efter at have pakket sammen og spist, var det på tide at starte på den lange del af turen. Halvdelen af vejen havde vi gået før, men det var den anden halvdel var spændende.

Resterne af en vejballon

Vi havde ikke gået langt, før vi fandt en nedfalden vejrballon. Hver aften kl 21 bliver en vejrballon sendt op, hvor man måler temperatur, dens retning med vinden osv, og så bliver dataene sendt til DMI. Denne ballon havde altså ikke nået så langt.
Turen gik så videre ind til sø nr 168, og videre til bunden af den. Her blev vi lidt usikre om hvor vejen gik videre, men vi fulgte mavefølelsen, og heldigvis kom der senere en afmærkning der visede at vi var på rigtig vej. Efter at vi var kommet op overfor sø 168, kom 2 små søer. Her var vi blevet advaret om at der var blokmark, men søerne var så udtørret at vi kunne gå det meste af vejen på søbunden. Kun et lille stykke af vejen måtte vi hoppe op på stien igen. Hvis man var frisk, kunne man ellers have smidt sko og strømper og gået i vandet, der var dejlig sandbund.
Plutselig stod vi foran den mest fantastiske udsigt langt fremover, til Sermilikfjorden, og vi vidste at nu var der ikke ret langt. Vi stod på toppen af et vandfald, og ifølge vandrekortet og turbeskrivelsen skulle de 2 shelters ligge lige her. Heldigvis var vi blevet advaret af turistchefen om at de var markeret forkert sted på kortet, så vi vidste at de ville ligge først efter den næste store sø som vi havde foran os.
Vi tog vores frokost på toppen, før vi bevegede os ned en kæmpestor stenrøys. Så var det bare at følge stien langs vandet, og efter at have passeret søen og fulgt elven et lille stykke, kunne vi se hytterne. De lå med en helt fantastisk udsigt over Sermilik-fjorden, lige ned til isbjergene. Dette sted lå også på toppen af et vandfald, og vi kunne se langt indover øen også. Vi brugte 6 timer på lørdags-etappen, og lagt sammen med det vi havde gået dagen før, var vi gået 14 kilometer i det hele.

Vi fik set solnedgangen over fjorden, og lavet snobrød på bål. Det var bare så smukt, og en utrolig oplevelse at være ude i ødemarken.
Nu var tiden kommet til at aftale afhentning med båd næste dag, for vi var enige om at vi ikke orket gå hele vejen hjem igen på en dag. Planen var at vi søndag skulle gå videre til skolens hytte, som lå helt nede ved vandet. Vi havde fået at vide at denne tur ville måske tage 4 timer.
Da vildmarken ikke har nogen mobildækning, havde vi taget med en satelit-telefon med som vi ville bruge til at ringe til ham der skulle hente os. Vi havde nemlig ikke fået aftalt hverken sted eller tidspunkt da vi tog afsted. Vi havde dog snakket med hans kone, og sagt at hvis ikke han hørte noget andet skulle han komme kl 14 ved skolens hytte. Så måtte vi jo bare håbe at han vidste hvor vi mente......
Meeen da vi skulle ringe var telefonen løbet tør for strøm øv øv.....Den havde tændt sig selv i tasken, og nu kunne den ikke bruges. Heldigvis at vi ikke skulle rekvirere redningshelikopter....
Vi var derfor en smule nervøs for om han nu ville være der når vi kom frem.
Vel, den tid, den sorg. Vi vågnede næste morgen. De andre to tøser havde frosset igen om natten, til trods for at de havde både skiundertøj, overtøj, anorak, og to par handsker på....og et redningstæppe.
Vi fik derfor en Underberg til morgenmaden for at få varmen i kroppen igen. Den sidste etappe skulle ha været den korteste. der var den muligvis også, men helt klart den værste. Vi kunne ikke finde vejen, og til at starte med så det fint ud, vi så en sti på den anden side af elven, så vi krydset og fandt stien. Efter ca 50 meter stoppet stien, da der var kun sten. Jeg havde en mistanke om at vi skulle ned langs vandfalset, og gennem en dal til venstre i bunden. Vi begyndte at gå nedover, men der så så stejlt og skummelt ud, at vi tænkte at ned kan vi ikke komme. Så gik vi op et par steder, bare for at opdage vi ikke kunne komme længer, da det plutselig gik lige ned.

Der er hytten, men hvordan kommer vi ned til den?

Vi kunne se hytten vi skulle til ved vandet, men kunne altså ikke finde ud hvordan vi kom ned til den. Til slut besluttet vi at vi måtte komme over fjeldtoppen på et vis, og det eneste sted ned vi kunne finde var en smal kløft. til at starte med så det ud som vi sagtens kunne tage den ned på numsen. Efter at vi kom halvveis, gik der så lodret ned at vi måtte holde tilbage med begge ben på sidenrne af kløften for ikke at falde ned, men Elsebeth og Karen Frederikke kunne ikke undgå at falde flere meter nedover. Heldigvis stadig på numsen, det eneste skade kom på bukserne. De kom begge hjem med et hul i numsen. Jeg havde min sovepose nedsert på rygsækken, og kunne ikke læne mig bagover, så da jeg så KF rase nedover, blev jeg så bange at smed min rygsæk ned, så der var lidt mindre vækt på. Efter at vi havde taget en hel fjeldside ned på numsen, kunne vi endelig puste lettet ud.

Nu kunne vi dessuden se stien, den kom rigtignok igenne dalen fra søen i bunden, og på den anden siden af elven. Så var det bare at smide sko og strømper, og vade over, så vi kunne komme på stien, og resten af turen kunne foregå fredelig på en dejlig sti. Vi kunne se på uret at vi ville fremme ca 45 minutter før aftalt tid, så kunne vi jo alltids spise frokost imens vi ventet i stor spænding på om der kom nogen. Men da vi kom ned til huset, kunne vi se Dan's båd ligge der, og vi jublede stort. Det visede sig han var lige kommet, og var lige til at lægge til da vi kom vandrende. Så kunne turen gå hjem. troede vi.
"Hvor vil I hen?" spurgte Dan. Veeel, til højre er Sermilik, til venstre er Tasiilaq, sagde vi. Men vi kunne jo altids tage en lille tur i fjorden, når vi nu var der. Hvis han havde tid?
Og det havde han da. Vi kørte opover i Sermilikfjorden, og zig-zagget imellem isbjergene. Vi har tidt spurgt om han tage os med i Sermilikfjorden, men i år har det næsten ikke været mulig, pga. der hav været så meget is i fjorden at det er umulig at sejle. I dag var isen lidt mere spredt, og Dan spurgte om vi havde været i Tinit, og om vi havde lyst på tur derhen. Tinit, eller Tiniteqilaaq, som bygden hedder, ligger nord for Ammasalik øen, og har ca 120 indbyggere. Den ligger så smukt til ved isfjorden, og lige udenfor er der næsten helt tætpakket med isbjerge.

Smukke Tiniteqilaaq

Vi blev sat af, og vi fik gå en tur igennem bygden, til vi kom til heliporten på den siden af bygden. Heliporten vare bare en gruscirkel med en hvidmalet cirkel. Hvor checker man ind? Undrede jeg mig, da der slet ikke var nogen bygninge, der så ud til at være tilhørende heliport, eller værende venteværelse. Bagefter fik jeg vide at man checker ind og leverer bagagen på posthuset, når man skal ut og flyve....

Heliporten i Tinit

I bygden findes der en butik, en kirke/skole, en sygeplejestation, og et servicehus. Mange huse i bygderne har ikke indlagt vand, så de går på servicehuset og bader og henter vand.
Efter at vi havde set bygden, gik turen hjem igen den anden vej, så vi fik næsten en tur rundt hele øen. Fjorden på den anden side af øen var helt isfri, så denne fjorden kaldes for "motorvejen". Det er også denne vej bygdeskibet tager når det sejler til Tinit.
Så vi fik en dejlig og improviseret slut på turen, som gjorde det hele til en endnu større oplevelse.
Masser af billeder fra hele turen kan ses her: Billeder fra Sermilik-turen

På tur ud til indlandsisen

En af mine store drømme har været at få se indlandsisen. Og efter alle skriverierne om 98% af indlandsisen var smeltet, måtte jeg jo næsten ind og selv selv. Men det er nu ikke isen selv, der er tøet væk, det er snelaget ovenpå der er væk, selve isen ligger der stadig væk.
Turen startet med en luftig tur ned til et sted der kaldes Nangivit, lidt nordøst for Isortoq. Vi fløj hurtig over bølgerne, (heldigvis at ingen blev søsyg), så vi kom dertil på 1 1/2 time.
Vi snirklet os ind i en lille fjord, mellem masser af isbjerge, indtil vi kom frem til selve isen. På det sted gik den ned i fjorden, men med land på begge sider. Vi prøvede først at komme i land på den venstre side av isen, fordi den der fladet ut så vi måske kunne gå op på den. men som det tit er med gletchere, var der meget lavvandet, fordi gletcheren bevægelse tager grus, sten og sand med til kanten. Vi fandt så et par klipper til højre for den istedet, hvor vi kunne gå i land. Her var der høje vægge, og den flotteste sandstrand nedenfor. Her har det nok ligget is tidligere, og man får en fornæmmelse af hvor det ser ud under isen. Lige da vi var gået i land, kunne vi høre et kæmpebrag. Det lød virkelig voldsomt, og vi kunne forstå at det var nok kæmpeisbjerget der lå udenfor fjordmundingen der havde kalvet. Vi kigget lidt nervøst rundt, tænkt hvis båden var kommet lige forbi, sådanne kalvinger kan nemlig lave nogle enorme bølger, og vælte en båd hvis man er for tæt på. Check bare denne video fra Illulisat hvor en turistbåd var meget tæt på.
http://www.youtube.com/watch?v=TAbP5dWbJ9k
Heldigvis så vi vores båd ligge inde i den lille fjord, så den var på tryg afstand. Så kunne vi koncentrere os om isen igen.
Vi kunne sagtens komme helt hen til væggerne, men vi var lidt bange for at gå for tæt på, for hvad nu hvis der skulle falde et stykke af. Så vi prøvde at klatre op over en skrent istedet, og på den måde komme op til oversiden. Dette visede sig ikke at være en god ide.
Ved kanten af indlandsisen dannes der morener, der består af ler, sand, og sten. Til at starte med virkede leret hårdt som cement, men da vi kom et stykke op kunne vi mærke at det blev mere blødt, og vi begynte at synke i nærmest som kviksand. Da vi endelig stod på fast grund begyndte et lille mudderskred, som udviklede sig til en mudderelv. Facinerende, tænkte vi, og plutselig som det var begyndte grunden under os også at skride. Vi kom os hurtig ned igen, og tænkte at det var nok for farlig. Se bare videoen her:

Desværre kunne ikke komme helt hen til det blå, men på stranden fandt vi nogle isklumper, det var helt klare og blanke. Vi fik skåret nogle istærninge, og lavet den obligatoriske drink med indlandsis i. Vi havde ikke noget whisky, så det blev til en apfelkorn der gik på rundgang. Efter 1 time blev vi hentet af båden igen, og turen gik videre. Vi blev sejlet lidt længere op, til et sted hvor isen går stejlt ned i vandet, og fjeldsiderne ved siden lige så stejlt. Her kunne vi se elver af smelte vand fra isen, og vi nåede også at se det falde stykker af isen i vandet.

Efter vi havde kigget nok på isen (jeg bliver aldrig træt af at kigge på den smukke blå farve), gik turen ind i mundingen af Sermilik-fjorden, for at kigge efter hval. Her var stadig masser af is, der kommer fra gletcherene inderst i fjorden. Vi blev sejlet hen til det sted hvor skolen hytte ligger, på vestsiden af Ammasalik-øen. Her var en smal spæk med en elv op til en lille sø, hvos vi kunne se ørrederne svømme igennem på vej op til søen. Der stod nogle grønlendere og fiskede, og de hade fået rigtig mange. Jeg havde stangen med, så jeg skyndt mig at kaste ud da jeg så en stime komme svømmende forbi. Desværre lidt for hurtig, for jeg kastede lige i en sten, og satte blinken fast. Så må vi ryge linen, tænkte jeg. Desværre var linen kraftigere en stangen, så stangen brak i tre.

Uden stang må vi nøjes med at kigge på fisken der svømmer forbi.

Derefter gik turen hjem igen. Vi så ingen hval den dag, men vi havde haft en fantastisk tur, hvor vi var afsted i hele 7 timer.
Mange flere billeder fra turen kan ses her: Billeder fra tur til Indlandsisen

En duft af cookies i en stinkende by

De sidste dage har vi været badet i en stinkende dis. Jeg troede først det var almindelig tåge, og det var det også, men da tågen lettet og solen kom frem, kunne jeg se at fjeldene var indhyldet i et hvidt mælkeagtig slør. Jeg kunne også lugte at folk var begyndt at fyre i ovnen igen, men de havde da puttet noget underlig i ovnen. Det var først senere det gik op for mig at der var sat ild til dumpen. I 2 dage har den brændt og sendt stinkende røykskyer op i luften. Nogen siger at det gør de hver år, det er nu ikke helt rigtig, siger de fastboende. Ikke desto mindre blev der også sat ild til den på samme dato i fjor også. De må egentlig ikke gøre det, og man ved heller ikke hvem der har gjort det, det eneste vi ved, er at vi har ikke kunnet åbne vinduerne i 2 dage.
Hjemme hos mig er jeg dog nødt til at have vinduet åbent, for min radiator er i stykker så den kan ikke slukkes. Vi venter på reservedele med skibet......
Der har også blevet bagt småkager, en liflig duft som overdøver enhver ulækker stank. Jeg har altid troet det var svært at selv lave cookies, men det er egentlig meget nemt. Malene tog mig under sine vinger, og lærte mig hvordan man nemt laver sine egne chockolate chip cookies.

Opskriften er som følger:

Malenes mestercookies
225 g smør
110 g brun farin
335 g sukker
1 ts vanilliesukker
1 æg
570 g mel
1 ts natron
3/4 ts salt

570 g hakket chockolade

Rør smør og sukker hvidt. (brunt) Tilsæt vanilie og æg. Tilsæt mel, natron, salt, og til sidst chokolade. Man kan evt bruge kakaopulver hvis de skal blive brune, og bruge halvdelen af chokoladen til at få bider i dem. Eller bare putte bidder i. Vi havde ikke kakaopulver, så vi smeltet halvdelen af dem og rørte den i røren. Man kan også putte andre ting i, som kan kan lide i cookies.

Læg dem i boller på bagepladen, og bag på 180 grader 14-16 min

Her er lidt billeder! De smagte fortræffelig!